Kristian Lilholt (født 27. juli 1956) er en dansk musiker. Han er formodentlig bedst kendt for i mange år at have spillet i sin storebrors band Lars Lilholt Band.
Starten
Kristian Lilholt blev født i et hjem med klaver, og hvor den første pasning uden for hjemmet var en musikalske legestue i Aalborg. Her fik man en blokfløjte i munden ved indskrivningen, og der var obligatorisk morgensang. Senere, da skolen begyndte, fortsatte han i nogle år med guitarundervisning i legestuens regi, indtil tidens nye rytmer fik fat i knægten, og udkonkurrerede den klassiske tilgang til guitarspillet. Han havde et veludviklet gehør. Havde han hørt en sang i radioen eller fra hjemmets grammofon, gik der ikke lang tid før han selv kunne spille med. Der blev dannet forskellige bands i boligforeningen, der fik lov at larme i en garage under selskabslokalerne. Som den sopransyngende, og godt guitarspillende lillebror, blev Kristian introduceret for bror Lars Lilholt gymnasievenner, og blev medlem af deres band, og sammen med dem spillede han for første gang offentligt for et publikum. Da Lars Lilholt flyttede hjemmefra blev Kristian ved med at spille med hans noget ældre venner, og sugede til sig når der blev arrangeret og lavet korstemmer. Dette band nåede en 2.plads i Ekstra Bladets pladechance i Holstebrohallen i 1972.
Da Kristian selv kom i gymnasiet året efter, kom der for alvor gang i at skabe musik selv. Han blev et omdrejningspunkt i en kreativ klike, der selv skrev revy og skoleforestilling, og al musik til disse forestillinger skrev Kristian. Hver fredag til morgensang var scenen fri hvis nogen ville underholde, og her blev Kristian en flittig performer, ofte med eget materiale. Han fandt ud af at han kunne noget med melodier. Adskillige digte af Tom Kristensen, Ole Wivel, Morten Nielsen m.m.fl. blev sat i musik og opført.
En af dem der var med i ”holstebrohalbandet”, Bramwell Flyckt Lindblad, far til Mark Linn, havde helt fra første møde taget den ”lille lort” Kristian alvorligt, og inviterede ham hjem til sig, for at spille og skrive sange. Efter gymnasiet dannede de bandet ”Marens Børn”, hvori også Kristians søster Tine Lilholt var med. Med eget originalt materiale på dansk blev Marens Børn ”store” i Aalborg sidst i 70`erne, og spillede også job rundt om i landet. Flere gange var der seriøse forhandlinger om pladekontrakt, men det blev ved lige ved og næsten.
Til København og Lars Lilholt Band
Efter Marens Børn blev Kristian inviteret med i bandet ”Joila”, der havde fået udgivet deres debutalbum. Bandet trængte til noget kreativt input, og i løbet af kort tid havde Kristian fornyet bandets repertoire. Med det nye materiale kom der vind i sejlene, og i 1981 havde bandet mange job, og succesfulde optrædener på Roskilde, Midtfyns og Skanderborgfestival.
Men kemien holdt ikke, og Joila gik i sig selv. Kristian samlede de musikere i Aalborg han helst ville spille med, og lavede nogle demooptagelser. Da disse musikere ikke ønskede at være med i et fast band, besluttede Kristian i 1982 at flytte fra Aalborg til København. Samtidig fik han jobbet at producere bror Lars Lilholts første soloalbum, der blev indspillet i sommeren 82, og tog med ham ud at præsentere pladen, sammen med Gert Vincent, Tine Lilholt og Tommy Kejser. Starten til Lars Lilholt Band var sat i gang.
Første soloplade
I forsommeren 1983 skete så miraklet. Med baggrund i de sidste demoer fra Aalborg kom pladekontrakten endelig. Kristian kunne vælge studie, tekniker og producer, og kunne indspille den musik han havde lyst til. Det blev til albummet Man kan ikke gemme solen under en sten. Musikerne var alle fra miljøet i Aalborg: Lars Holm, bas, Troels Skovgård, guitar og Per Vinther, trommer og danske tekster (alle ex Joila), samt Klaus Thrane, trommer, og Jakob Mygind, solistiske indslag på saxofon (begge fra bandet COMA). Projektet blev kaldt DK, fordi man mente, at navnet Lilholt ville forplumre begreberne, fordi Kristians bror Lars var etableret i forvejen.
Albummet udkom i foråret 1984, og et år senere udkom Der er et yngdigt land. Troels var skiftet ud med en etableret københavner Finn Olafsson (ex ACHE). Nils Torp (Kliché, Souvenirs) var producer, og det blev starten på et langt og frodigt samarbejde, der også nogle år senere trak Nils med over i udviklingen af Lilholt Band, hvor også Klaus Thrane blev medlem.
Solo Kristian og Lars Lilholt Band
Efter DK, og med stor støtte og entusiastisk opbakning fra Nils Torp, færdiggjorde Kristian en mængde musik, uden ord, i en langsom, dvælende, verdensmusikagtig stemning. Dette projekt blev til ChairInAir, en klassiker i dansk instrumentalmusik. Den var færdig sidst på sommeren 87, men blev først udgivet foråret 1988.
ChairInAir blev efterfulgt af The Second Return' (1991), Beyond the Horizon' (1996), Next Summer (1998), og Coincidance (2000). Sideløbende er det blevet til adskillige albums med Lilholt Band, hvor Kristian leverede melodier til mange af de store hits: Kong Pukkelryg, Den hvide Dværg, Cafè Måneskin, Nefertiti, De gennemrejsendes Armè m.m.fl.
Solo nu
I starten af 2005 forlod Kristian Lars Lilholt Band, og det første album i hans "nye" liv blev Vejen videre, hvor han for første gang siden de 2 vinylplader i midt-80erne sang sange på dansk. Albummet fik fine anmeldelser, og især duetterne med Anne Dorte Michelsen blev fremhævet som særdeles vellykkede.
Hans soloshow blev udvidet til, udover Lasse Jørgensen, at indeholde den unge sangerinde Ida Friis Virenfeldt. Hun blev valgt ud blandt alle de mange som Lasse og Kristian i et par sæsoner inviterede indenfor rundt om i landet. Og det var det helt rigtige valg. Kristian og Idas stemmer klæder hinanden rigtig godt, og live er Ida stille og roligt vokset til at være den lille prik over i´et der gør en Kristian Lilholt koncert perfekt.
I oktober 2006 kom så albummet Her og langt væk hvor Ida fik sin CD debut. 4 duetter er det blevet til og i alt 80 minutters musik der endnu engang viser Kristian Lilholts store potentiale. Det er fejende flot rockmusik. Lige meget hvilken genre han udtrykker sig i er der nerve, nærvær, originalitet og gedigen musikalitet.
Det skal blive spændende at høre hvad fremtiden bringer. Der er kommet gang i udgivelsesfrekvensen nu hvor Kristian kan prioritere sig selv og sin musik. Vi ved der arbejdes med en masse spændende musik i hans hjemmestudie. Hvad det næste udspil indeholder skal blive spændende at høre.
Plader
Med DK
* Man kan ikke gemme solen under en sten (1984)
* Der Er Et Yndigt Land (1985)
Med sig selv
* ChairInAir (1988)
* The Second Return (1990)
* Beyond The Horizon (1996)
* Next Summer (1998)
* Coincidance (2000)
* Vejen Videre (2005)
* Her og Langt Væk (2006)
Read more on Last.fm. User-contributed text is available under the Creative Commons By-SA License; additional terms may apply.
View All
Minimize